Coop Crew skaber dokumenteret, varig og samfundsøkonomisk effekt for udsatte unge

 

Indsatsen:

  1. Får flere unge i fritidsjob og beskæftigelse
  2. Styrker trivsel, selvtillid og arbejdsmarkedskompetencer
  3. Reducerer risikoen for at unge ender uden job eller uddannelse
  4. Skaber et markant økonomisk afkast for samfundet
Hovedresultater

Coop Crew øger unges tilknytning til arbejdsmarkedet. Unge, der deltager i forløbet, har markant større sandsynlighed for at få et fritidsjob og for at være i beskæftigelse sammenlignet med tilsvarende unge, der ikke har deltaget i Coop Crew. Effekten kan måles i registerdata og holder sig over tid – også efter forløbet er afsluttet. Særligt bemærkelsesværdigt er det, at effekten er stærkest for de mest udsatte unge. Det er netop blandt unge med de største udfordringer, at Coop Crew gør den største forskel. Indsatsen bidrager samtidig til at reducere risikoen for, at unge ender uden for både job og uddannelse.

Samtidig viser evalueringen, at Coop Crew ikke alene fører til job, men også til personlig og social udvikling. De unge oplever øget selvtillid, større tro på egne evner og en styrket oplevelse af at høre til i et fællesskab. De får konkrete jobkompetencer, lærer at møde til tiden, tage ansvar og indgå i samarbejde med kolleger og ledere. Mange giver udtryk for, at de for første gang oplever at være en del af et forpligtende fællesskab og at have værdi på en arbejdsplads. Indsatsen fungerer dermed som en bro mellem skole og arbejdsmarked og styrker både trivsel og livsmestring.

Den samfundsøkonomiske analyse viser, at disse menneskelige gevinster også har en betydelig økonomisk værdi. Når flere unge får fodfæste på arbejdsmarkedet og bliver klar til en uddannelse, reduceres behovet for offentlig forsørgelse og aktivering. Samtidig tillægges de sociale fremskridt – som øget selvtillid, oplevet kontrol over eget liv og deltagelse i fællesskaber – en dokumenteret økonomisk værdi. Således giver 1 krone investeret krone i Coop Crew 11,9 kroner igen efter fire år.

På tværs af analyserne er hovedkonklusionen klar: Coop Crew skaber målbar og varig arbejdsmarkedstilknytning for udsatte unge. Indsatsen styrker deres kompetencer, trivsel og fremtidsmuligheder, reducerer risikoen for marginalisering og genererer samtidig en betydelig samfundsøkonomisk gevinst. Coop Crew er dermed både en social investering i den enkelte unge og en langsigtet investering i samfundet.

Dokumenter

På tværs af en praksisnær virkningsevaluering, en registerbaseret effektanalyse og en samfundsøkonomisk model, tegner der sig et tydeligt og konsistent billede: Indsatsen virker.

  1. Virkningsevaluering af Coop Crew, udarbejdet af Realize i februar 2026

Evalueringen giver indblik i, hvordan Coop Crew virker i praksis og afdækker resultaterne af indsatsen for de unge og deres oplevelser af indsatsens betydning for dem. Samtidig uddrager evalueringen de organisatoriske erfaringer fra projektet, herunder erfaringer fra udviklingen af offentligt/privat samarbejde mellem ungdomsskolerne og Coop.

Evalueringen viser, at Coop Crew styrker de unges arbejdsmarkedskompetencer og personlige robusthed og i høj grad fører til fritidsjob. Rapporten giver dermed indsigt i de menneskelige og pædagogiske mekanismer bag resultaterne.

Du kan læse hele rapporten ved at trykke her

  1. Effektanalyse af Coop Crew, udarbejdet af Epinion i november 2024

Effektanalysen undersøger, om Coop Crew skaber målbare forskelle sammenlignet med lignende unge, der ikke har deltaget i indsatsen. Analysen er registerbaseret og sammenligner deltagerne med en kontrolgruppe. Den måler effekten på fritidsjob, beskæftigelse og risikoen for at stå uden for både job og uddannelse.

Rapporten dokumenterer, at Coop Crew øger unges tilknytning til arbejdsmarkedet – og at effekten er særligt stærk for de mest udsatte unge.

Du kan læse hele rapporten ved at trykke her

  1. Samfundsøkonomisk analyse, udarbejdet af LG Insight i maj 2023

Den samfundsøkonomiske analyse belyser den samlede værdi af indsatsen – både for de unge og for samfundet. Analysen anvender SROI-metoden (Social Return on Investment) og kombinerer sociale effekter med beregninger af sparede offentlige udgifter. Den estimerer, hvordan styrket jobparathed og øget arbejdsmarkedstilknytning påvirker behovet for offentlig forsørgelse og aktivering.

Rapporten viser, at investeringen i Coop Crew skaber en betydelig samfundsmæssig gevinst over en fireårig periode.

Du kan læse hele rapporten ved at trykke her

En model, der gør en forskel – for de unge og for samfundet

Gennem Coop Crew er der skabt en succesfuld model, som forener praksislæring med holdtræning, i et tæt samarbejde mellem ungdomsskoler og virksomheder. Derfor er modellen overført til andre brancher og flere virksomheder har fået muligheden for at finde fremtidens medarbejdere.

Se mere om modellen og hvordan den også er afprøvet på plejehjem, lager- og logistikbranchen samt restaurant- og hotelbranchen i denne film: