Netop nu skydes 2. runde af Coop Crew i gang i de 11 kommuner, der indtil videre er involveret i projektet. Ungdomsskolerne har lokalt været i gang med at rekruttere unge til holdene og har efterfølgende i samarbejde med den lokale fakta-butik afholdt et intro-arrangement for de unge og deres forældre. Nu er de unge så gået i gang med træningsmodulerne i fakta.
Målgruppen for Coop Crew
Ungdomsskolerne rekrutterer de unge til Coop Crew, og på forårets forløb deltager både elever fra 9. og 10. kl. der har brug for en hjælpende hånd til at finde et fritidsjob. Ungdomsskolens projektmedarbejder informerer om Coop Crew på skoler og i klubber, hvor de unge færdes, og derudover har ungdomsskolen et stort net af samarbejdspartnere, som de også har fortalt om projektet, så de kan henvise interesserede unge.
Indholdet i træningsmodulerne
Coop Crew består af 6 træningsmoduler á 4 timer i fakta. Det er to butikschefer fra fakta, som står for undervisningen, og de unge bliver bl.a. trænet i god kundeservice, opfyldning af varer, vedligehold, ekspedition i kassen mm.
Målet med Coop Crew
Når de unge har gennemført træningsforløbet, er det målet, at de efterfølgende er klar til at varetage et fritidsjob på ordinære vilkår. De involverede butikschefer kan rekruttere servicemedarbejdere til egen butik eller anbefale de unge til kolleger i nærliggende butikker. Alternativt kan der være unge som afprøver muligheden for fritidsjob inden for andre brancher. Hans Kristensen fra Skive Ungdomsskole fortæller:
”Jeg var forøvrigt i den lokale fakta i dag, hvor der sad en Cornelius fra efterårsholdet ved kassen. Det giver bare mening!!”